Bindersen.

Slett'kje norsk.

IN NORDMANN søkte patent på ein type binders. Men papir­klypa han fann upp var lite brukande, og vart aldri sett i produk­sjon. Betre typar bindersar meir like dei typarne me brukar i dag hadde då alt funnest i mange år. So bindersen er difor ikkje ei norsk upp­finning, slik mange trur.

Six Million.

...six million Jews lost their lives...

OM ME SÉR skal me nokso lang bakover i tid for å finna fyrste gong påstanden 6 millionar drepte “jødar” bli fremja. Ogso den gongen var det rein løgn, naturlegvis.

The Open Court, May, 1897 s. 270-271:

“National fanaticism, indeed, was not yet extinguished; but it burnt itself com­pletely out in the vigorous in­surrection led by Bar-Cocheba, the pseudo-messiah, in which nearly six million Jews lost their lives, together with the famous Rabbi Akiba, one of the pseudo messiah's most ardent adherents (135 A. D.).”

(Frå meir pålitelege kjeldor (Cassius Dio) skal talet vera rundt 580.000, som jo er nokso langt frå 6 millionar. Men “jødarne” likar dette talet, og nyttar det so ofte dei kann.)

Normaltid.

Enklare tider.

ET VART inn­ført normal­tid, m.a.o. same tid yver heile landet. Fyrr hadde det vore lokal­tider (Christiania Tid, Stavanger Tid, Bergens Tid o.s.b.). Men mange, særleg vesta­fjells, nytta endå lenge fram­yver lokal­tid og normal­tid jamsides. Fyrst etter at radioen var komen i meir vanleg bruk, gjekk ein heilt vekk frå lokal­tid.

Margaret Wilcox.

1838 —

ARGARET WILCOX fann upp den fyrste kupé­varmaren for bil, og dagens måte å varma upp kupéen på er basert på hennar upp­finning.

Ho fann ogso upp andre ting, deri­millum ei kombinert kle- og upp­vask­maskin.

Bertha Benz.

1849 — 1944.

ERTHA BENZ fore­tok den fyr­ste len­gre køyre­turen med eit heste­laust køyre­tøy: ein av auto­mobilarne kon­struert av mannen hennar, Karl Benz, og finans­iert av henne. Bilen hadde tri hjulor, og ein ein­sylindra motor på 2,5 heste­krefter. Ho ordna mange tek­niske pro­blem under­vegs (millom anna for­bedra ho bremse­kloss­arne: ho festa lær på tre­klossarne). Ho hadde med seg dei tvo ten­årings­sønerne sine, og dei måtte hjelpa til med å yta i upp­over­bakkarne. Ut frå dette for­stod ho at bilen trong eit lågare gear.

Ho fekk stor merk­semd for bragdi, og ord­rane byrja no strøyma inn. Ikkje mange åri etter var Benz & Cie. verdens største bil­produ­sent med eit årleg sal på nesten 600 køyre­tøy.

Landsmålet.

Høgnorsk.

TORTINGET VEDTOK at Lands­målet (Høg­norsk) skulde jam­stillast med Riks­mål: «Re­gjeringen anmodes om at træffe for­nøden For­føining til, at det norske Folke­sprog som Skole- og officielt Sprog side­stilles med vort al­mindelige Skrift- og Bog­sprog.»

Skilling og ort.

Omstilling.

ETTE ÅRET vart det slutt med skilling og ort, og ein gjekk yver til krunor og øyre. Det gjekk 100 øyre på ei krune. Ein fekk 4 krunor for 1 specie­dalar. 1 skilling svara til 3⅓ øyre.

Fram til denne tid var det specie­dalar, ort og skilling. Det gjekk 5 ort på 1 speciedalar, og 24 skilling på 1 ort.

Den amerikanske borgarkrigen.

1861 — 1865.

ET UPPSTOD borgar­krig i USA. Han vart fram­provosert ved at Illuminati fekk sju sud­statar til å erklerte sjølvstende, og seinare fire til. Ei av kamp­sakerne for nord­statarne var å få slutt på slaveriet, men dette var berre eit påskot. Det ameri­kanske sam­funnet skulde endrast, og kva var vel betre eigna til det enn krig?

Når det gjeld slaveri, tenkjer me kanskje at det berre var kvite som hadde negrar som slavar. Det er på ingen måte rett. I Afrika var det store mengder kvite slavar i fleire hundre år. Den fyrste slaven i USA var rett nok neger, men det var ogso herren hans. Og der var ogso kvite slavar. (Og yver heile Europa var det store mengder slavar i perioden 1945-50: tyske stats­borgarar.)

Reisepass.

Myndigheiterne blir nervøse når dei ikkje veit kvar du er...

RAM TIL DETTE året måtte ein hava pass ogso innan­lands når ein skulde på rek. So skulde ein sogning taka seg ein tur til Bergen, måtte han fyrst skaffa seg reise­pass.

Løypestreng.

ØYPESTRENGEN SOM ME no kjenner han, av galvanisera jarn, kom i handelen. Han vart funnen upp mange år fyrr av nokre småungar i Kvam som leika seg med å løypa stabburs-­lykelen på ei snor frå ryggen på ein stol og ned til ein av føterne på ei seng. Faren såg dette og byrja so å løypa ned høy og lauv og ved med tog. Mange tok fort etter. For å bera tunge bører ned stupbratte fjell­sidor er reine drepen. Men tog var tungvindt ved at det måtte takast ned att kvar bidige haust, og det vart fort ut­slite. Jarn­strengen kunde hengja heile året, og skøytarne var so godt lodda at dei mest aldri rauk. Slitna strengen var det aldri i ein skøyt.

Ljoden av løypingi var som av ein gris som slett ikkje vilde slaktast, spesielt um ein nytta jarn­krokar. Var det halv­myrkt såg ein gneiste­regnet um kroken og strengen ikkje var godt smurt. So kom det eit dumpt drøn, og det vart stilt.

Evolusjonsteorien.

Tullballteorien.

Livet uppstod i havet. Og pusta med gjeller, fær me tru. Men — so brått kravla det seg på land og byrja pusta i lufti! Duverdi. For noko TØV!

E, OG ALT ME sér rundt oss er konstruert, ned til minste detalj. Av nokon som er utruleg glupe. Men ikkje ufeilbarlege. Dei eksperi­menterer og gjerer tabbar, og prøver forbetra produkti sine fortløpande. Sjå t.d. på blodtyparne våre. Lenge var det berre blodtype O. Men so brått innførde dei A, B og AB.

Å tru på evolusjons­teorien er som å tru på Jole­nissen. Den einaste naturlege utviklingi me hev er at dei sterke og glupe oftare yver­lever lenge nok til å formera seg og passa på ungarne sine til dess dei er sjølvhjelpne, enn dei dumme og veike. Og at t.d. byttedyr som berre er ute um natti fær myrkare pels etter kvart av di dei med ljos pels lettare blir tekne av rovdyr. Slike ting.

Porto.

Litt enklare å senda post.

ET VART innført sams porto yver heile landet, og Norig fekk sitt fyrste frimerke. Motivet var det norske riks­våpenet.

Jarnveg.

Starten på eit vanvittig pengesluk...

ORIGS FYRSTE jarn­veg, frå Kristiania til Eidsvoll, vart opna. Med pomp og prakt.

Men jarn­bane er ekstremt råflott i eit so stort land som Norig med sin spreidde busetnad. Sjå t.d. i våre dagar: Jarn­bana stend for mindre enn tvo prosent av gods- og person­transporten, men fær 45 prosent av stat­smidlarne til sam­ferdsla. Det er rein­spikka galskap! Og dei reisande (som i all hovudsak befinn seg på aust­landet) betalar fem prosent av transport­kostnaden. Kven er det som betalar dei resterande 95 prosent? Jo, alle me andre som ikkje hev til­gang til jarn­bane!

Lat oss stenga kraft­gatorne aust­yver til galskapen upp­høyrer!

Asbjørnsen & Moe.

Folkeeventyr.

ETER CHRISTEN Asbjørnsen og Jørgen Moe gjorde eit storveges arbeid med å samla inn folkeeventyr i Norge. T.d. Fugl Dam:

ER VAR ENGANG en Konge, der havde tolv Døttre, og dem holdt han saa­meget af, at de næsten bestandig maatte være hos ham; men hver Middag, naar Kongen sov, gik Prind­sesserne ud at spad­sere. Engang da Kongen tog sig sin Middags­luur, og Prind­sesserne vare ude, blev de borte med det samme og kom ikke igjen. Da blev der stor Sorg og Bedrøvelse over hele Landet; men mest bedrøvet af Alle var Kongen. Han lod udgaae Bud baade i sit Rige og i frem­mede, og lod lyse efter dem ved alle Kirker og ringe efter dem med alle Klokker over hele Landet; men Prind­sesserne vare borte og bleve borte, og Ingen vidste hvor de vare blevne af; saa kunde man da vide, at de maatte være tagne ind af noget Trold­skab. Det varede ikke længe førend dette spurgtes vidt og bredt baade i By og Bygd, ja over mange Lande, og saa kom Rygtet om det ogsaa til en Konge, langt borte i Landene, som havde tolv Sønner. Da disse fik høre om de tolv Konge­døttre, bade de sin Fader om Lov til at reise ud og lede efter dem. Han vilde nødig give dem Lov til at reise; thi han var bange for, at han aldrig skulde faae see dem igjen; men de gjorde Knæfald for Kongen og bade saalænge, saa han til­sidst maatte lade dem reise allige­vel. Han udrustede da et Skib til dem og satte Ridder Rød, som var vel kjendt paa Vandet, til Styrmand. I lange Tider seilede de omkring og vare oppe i alle Lande, de kom til, og ledte og spurgte efter Prind­sesserne; men de fik hverken hørt eller spurgt dem. Der manglede nu kun nogle Dage, saa havde de seilet i syv Aar, da blev det en Dag en stærk Storm og slikt et Veir, at de troede, de aldrig skulde komme til Land mere, og Alle maatte de arbeide saaledes, at de ikke fik Søvn paa sine øine, saalænge Uveiret varede. Men da det led paa den tredie Dag, lagde Vinden sig, og med Eet blev det blikstille. Alle vare de nu saa trætte af Arbeidet og af det haarde Veir, at de søvnede strax; men den yngste Kongesøn havde ingen Ro og kunde slet ikke sove. Medens han derfor gik frem og tilbage paa Dækket, kom Skibet til en liden ø, og paa øen løb der en liden Hund og gjøede og knistrede mod Skibet, ligesom om den vilde ud paa det. Konge­sønnen gik paa Dækket og lokkede og fløitede til Hunden; desmere gjøede og knistrede den. Han syntes nok, at det var Synd, den skulde gaae der og omkomme; thi han troede at den kunde være kommen fra et Skib, der var forlist i Stormen; men han syntes ikke, han kunde hjælpe den heller, for han troede ikke, han var istand til at sætte Baaden ud alene, og de Andre sov saa godt, at han ikke vilde vække dem for Hundens Skyld. Men Veiret var saa blankt og stille; saa tænkte han: du faaer alligevel i Land og frelse Hunden; og saa tog han paa at sætte Baaden ud, og det gik lettere end han havde troet. Han roede i Land, og gik op til Hunden, men hvergang han greb efter den, sprang Hunden til Side, og saaledes blev det ved, til han var kommen inde i et stort gjildt Slot, førend han vidste Ordet af det. Der blev Hunden med Eet forvandlet til en deilig Prindsesse, og i Bænken sad der en Mand saa stor og fæl, at han blev reent forskrækket. "Du behøver ikke at blive ræd," sagde Manden, — endda ræddere blev Kongesønnen, da han hørte hans Maal — "for jeg veed vel hvad det er, du vil: der er tolv Prindser af jer, og I lede efter de tolv Prindsesser, som blev borte. Jeg veed nok hvor de ere henne; de ere hos Hus­bonden min; der sidde de paa hver sin Stol og lyske ham, for han har tolv Hoveder. Nu har I seilet i syv Aar, men I komme til at seile i syv Aar til, førend I finde dem. Du for din Deel kunde gjerne blive her," sagde han, "og faae min Datter; men du maa først slaae ham ihjel; thi han er en streng Herre mod os, som vi alle ere kjede af, og naar han er død bliver jeg Konge i hans Sted. Men prøv nu om du kan svinge Sværdet," sagde Troldet. Kongesønnen tog fat i et gammelt rustent Sværd, som hang paa Væggen, men han kunde neppe rugge det. "Saa faaer du tage dig en Slurk af denne Flaske," sagde Troldet. Da han havde gjort det, kunde han rugge det, og da han havde taget en til, kunde han løfte det, og da han havde taget endda en, kunde han svinge Sværdet lige saa let, som det havde været hans eget. "Naar du nu kommer ombord," sagde Trold­prindsen, "saa maa du skjule Sværdet vel i Køien din, saa at Ridder Rød ikke faaer see det; han er vel ikke god for at svinge det, men han vil endda blive hadsk paa dig og staae dig efter Livet. Naar saa syv Aar ere omme, paa tre Dage nær," sagde han videre, "saa gaaer det akkurat ligesom nu: der kommer et stærkt Veir over jer med Storm, og naar det er forbi, blive I søvnige alle­sammen; da maa du tage Sværdet og roe i Land, saa kommer du til et Slot, hvor der staaer alle Slags Vagter, baade Ulve og Bjørne og Løver; men du behøver ikke at være bange for dem; thi de falde dig tilfode alle­sammen. Men naar du kommer ind paa Slottet, saa seer du, han sidder i et prægtigt Kammer gjild og tilstadset; men tolv Hoveder har han, og Prind­sesserne sidde paa hver sin Stol og lyske hvert sit Hoved. Og det Arbeide kan du nok vide, de ikke synes godt om. Saa maa du skynde dig at hugge af det ene Hoved efter det andet; thi vaagner han og faaer see dig, saa sluger han dig levende." Konge­sønnen gik ombord med Sværdet, og det han havde faaet vide, huskede han vel paa. De øvrige laae og sov endda, og han gjemte Sværdet i sin Køie, saaat hverken Ridder Rød eller nogen af de øvrige fik see det. Nu begyndte det at blæse igjen, og han vækkede da de Andre og sagde, at han syntes at det ikke gik an, at de skulde sove længere nu, da det var saadan en god Vind. Der var Ingen, som mærkede, at han havde været borte. Tiden gik hen og det led med det skred, men den yngste Konge­søn tænkte ofte paa, hvad der skulde skee, for han vidste ikke, om han kunde udføre det, han skulde. Da nu de syv Aar var forbi paa tre Dage nær, saa gik det, som Troldprindsen havde sagt. Der kom et stærkt Uveir og Storm, som varede i tre Dage, og da det var forbi, bleve de Alle søvnige efter Arbeidet og lagde sig; men den yngste Kongesøn roede i Land, og Vagterne faldt ham tilfode, og saaledes kom han til Slottet. Da han kom ind i Kammeret, sad Kongen og sov som Trold­prindsen havde sagt, og de tolv Prindsesser sad hver paa sin Stol og lyskede hvert sit Hoved. Kongesønnen vinkede til Prind­sesserne, at de skulde flytte sig af Veien; de pegede paa Troldet og vinkede igjen til ham, at han skulde gaae sin Vei og skynde sig bort, men han blev ved at gjøre Miner til dem at de skulde flytte sig af Veien, og saa forstode de da, at han vilde befrie dem og flyttede sig sagte bort, den Ene efter den Anden, og ligesaa fort hug han Hovederne af Trold­kongen, saaat Blodet tilsidst strømmede som en stor Bæk. Da Troldet var dræbt, roede han ombord igjen og skjulte Sværdet; han syntes nu, at han havde gjort nok, og da han ikke kunde raade med at faae Liget bort, saa vilde han, at de øvrige ogsaa skulde hjælpe lidt til. Han vækkede dem derfor og sagde, at det var Skam, at de skulde ligge og sove, medens han havde fundet Prind­sesserne og frelst dem fra Troldet. De øvrige loe kun ad ham og sagde, at han nok havde sovet ligesaagodt som de og vel det, og drømt at han var slig en Karl; dersom Nogen skulde frelst Prind­sesserne, da var det meget rimeligere, at En af dem havde gjort det. Men den yngste Kongesøn beskrev hvorledes Alt var gaaet til, og da de fulgte med i Land, og de først fik see Blodbækken, og saa Slottet og Troldet, og de tolv Hoveder, og Prind­sesserne, da saae de nok, at han havde sagt sandt, og nu hjalp de til med at kaste Hovederne og hele Kroppen i Søen. Alle vare de nu glade og fornøiede; men Ingen var gladere end Prind­sesserne, som slap at sidde og lyske Troldet hele Dagen. Af alt det Guld og Sølv og de kostbare Ting, som var der, tog de med sig Saameget som Skibet kunde bære, og saa gik de ombord allesammen — baade Prindserne og Prind­sesserne. Men da de vare komne et Stykke ud paa Søen, sagde Prind­sesserne, at de i Glæden havde glemt sine Guldkroner, der laae i et Skab, og dem vilde de gjerne have med. Da ingen af de øvrige vilde hente dem, sagde den yngste Kongesøn: "Jeg har sagtens vovet Saameget før, saa jeg vel kan reise efter Guldkronerne og, hvis I vil tage ned Seilene og vente, til jeg kommer igjen." Ja det skulde de; de skulde tage ned Seilene og vente til han kom tilbage. Men da han var kommen saa langt bort, at de ikke saae mere til ham, sagde Ridder Rød, som gjerne selv vilde være den fornemste og have den yngste Prindsesse, at det ikke kunde nytte at ligge stille og bie paa ham, for det kunde de nok vide, at han aldrig kom igjen; de vidste, sagde han, at Kongen havde givet ham (Ridder Rød) Magt og Myndighed, saaat han seilede, naar han vilde, og de skulde sige, at han havde reddet Prind­sesserne, og hvis Nogen sagde Andet, skulde han miste Livet. Prindserne turde derfor ikke Andet end gjøre, som Ridder Rød vilde, og saa seilede de afsted. Imidlertid roede den yngste Kongesøn til Land, gik op i Slottet, fandt Skabet med Guld­kronerne i og trællede til han fik det ned i Baaden; men da han kom der, hvor han kunde seet Skibet, var det borte. Da han nu slet ikke saa det paa nogen Kant, saa kunde han nok skjønne, hvor­ledes det var gaaet til; at roe efter kunde nu ikke nytte, og han maatte derfor vende om og roe tillands igjen. Han var vel bange for at være alene Natten over i Slottet, men der var ikke andet Huus at faae, og saa skjød han da Hjertet op i Livet, læste alle Døre og Porte i Laas og lagde sig i et Værelse, hvor der stod en opredt Seng. Men angst og bange var han dog; og endda ræddere blev han, da han havde ligget en Stund, og det begyndte at knage og brage i Tage og Vægge, som om hele Slottet skulde revne. Med Eet duskede det ned ved Siden af Sengen som et heelt Hølæs. Saa blev det stille igjen; men han hørte en Stemme, der bad ham ikke være ræd og sagde:

"Jeg er Fugl Dam, Som skal hjælpe dig fram."

Men det Første du va­ag­ner i Mor­gen, maa du ga­ae paa Sta­buret efter fire Tønder Rug til mig, det maa jeg have til­livs til Fro­kost; el­lers kan jeg ikke gjøre No­get. Da han vaag­nede, fik han see en for­færde­lig stor Fugl, som havde en Fjær i Nak­ken, saa tyk som en halv­voxen Bjælke­gran. Konge­sønnen gik nu paa Sta­buret efter fire Tønder Rug til Fugl Dam, og da den havde sat dem til­livs, bad den Konge­sønnen at hænge Skabet med Guld­kronerne paa den ene Side af Halsen paa den og tage saa­meget Guld og Sølv, som kunde veie ligt imod, og hænge paa den anden Side, ogsaa bad den ham, at sætte sig selv op paa Ryggen og holde sig vel fast i Nakkefjæren. Saa gik det afsted, saa at det susede igjennem Luften, og det varede ikke længe førend de fore forbi Skibet. Kongesønnen vilde været ombord efter Sværdet, fordi han var bange for at Nogen skulde faae see det, og det havde Troldet sagt, ikke maatte skee; men Fugl Dam sagde, at det ikke gik an: "Ridder Rød faaer nok ikke see det," sagde Fuglen; "men kommer du ombord, saa staaer han dig efter Livet, for han vil gjerne have den yngste Prindsesse; men hende kan du være ganske rolig for, thi hun lægger et nøgent Sværd foran sig i Sengen hver Nat." Langt om længe kom de til Troldprindsen, og der blev nu Kongesønnen saa vel modtagen, at der ikke var nogen Ende paa det. Troldprindsen vidste ikke alt det Gode, han vilde gjøre ham, fordi han havde slaaet hans Husbond ihjel og gjort ham til Konge. Kongesønnen havde gjerne faaet hans Datter og det halve Land og Rige. Men han havde nu fattet saadan Godhed for den yngste af de tolv Prind­sesserne, at han aldrig havde Ro, men vilde endelig afsted den ene Gang efter den anden. Men Troldet bad ham være rolig endnu en Stund og sagde, at de havde næsten syv Aar til at seile, førend de kom hjem. Om Prindsessen sagde Troldet det Samme som Fugl Dam: "for hende kan du nok være rolig; thi hun lægger et nøgent Sværd foran sig i Sengen. Og hvis du ikke troer mig," sagde Troldet, "saa kan du gaae ombord, naar de seile her forbi og selv see efter, og hente Sværdet, for det maa jeg saa have igjen alligevel." Da de seilede der forbi, havde det igjen været Uveir, og da Kongesønnen kom ombord, sov de Allesammen, og hver af Prind­sesserne laa med sin Prinds; men den yngste laa alene med et nøgent Sværd foran sig i Sengen, og paa Gulvet foran Sengen laa Ridder Rød. Kongesønnen tog nu Sværdet og roede i Land igjen, uden at Nogen af dem havde mærket at han havde været ombord. Konge­sønnen vedblev endda at være urolig og vilde ofte afsted, og da det endelig led mod Enden af de syv Aar og der kun var som en tre Uger igjen, sagde Trold­kongen: "Nu kan du lave dig til at reise, siden du ikke vil blive hos os; du skal faae laant en Jernbaad af mig, som gaaer af sig selv, bare du siger: "Baad gaae frem!" I Baaden er der en Jernklubbe, og den Jern­klubben skal du lette paa, naar du faaer see Skibet lige foran dig, saa faae de saadan Bør, at de glemme at see efter dig; naar du kommer ved Siden af Skibet, skal du lette paa Jernklubben igjen, saa bliver der en saadan Storm, at de nok faae Andet at bestille, end at kige efter dig, og naar du er forbi dem, skal du lette paa Klubben tredie Gang; men du maa altid lægge den forsigtigt ned igjen, ellers bliver der saadan et Veir, at baade du og de forlise. Naar du saa er kommen tillands, behøver du ikke at bryde dig videre om Baaden; men bare skyde den ud og vende den, og sige: "Baad gaae hjem igjen!" — Da han nu reiste, fik han saa meget Guld og Sølv, saameget andet Kostbart og Klæder og Linned, som Trold­prindsessen havde syet til ham i den lange Tid, saa at han var meget rigere end nogen af Brødrene sine. Han havde ikke før sat sig i Baaden og sagt: "Baad gaae frem," saa gik Baaden, og da han fik see Skibet midt foran sig, lettede han paa Klubben; saa fik de saadan Bør, at de glemte at see efter ham. Da han var ved Siden af Skibet, lettede han paa Jernklubben igjen, og da blev der saadan en Storm og sligt et Veir, at hvide Skummet stod rundt om Skibet og Bølgerne slog over Dækket, saaat de nok havde Andet at bestille, end at kige efter ham, og da han var forbi dem, lettede han paa Klubben tredie Gang, og saa fik de saa rundelig nok at bestille, at de slet ingen Tid havde til at see efter hvad han var for En. Han kom til Land længe, længe før Skibet, og da han havde faaet alt Sit ud af Baaden, skjød han den ud igjen, og vendte den om, og sagde: "Baad gaae hjem igjen!" og saa gik Baaden.

Selv klædte han sig ud som en Sømand, — om Trold­kongen havde lært ham det, eller det var hans eget Paafund, skal jeg lade være usagt — og gik op i en ussel Hytte til en gammel Kjærring, som han ind­bildte, at han var en Stakkels Matros, han havde været paa et stort Skib, der var forliist, og at han var den Eneste, som var bleven reddet; og saa bad han, om hun ikke vilde laane ham Huus for sig og de Ting, han havde bjerget. "Gud bedre mig," sagde Konen; "jeg kan nok ikke lade Nogen faae Huus, I seer hvorledes det seer ud her; jeg har ikke Noget at ligge paa selv, og endnu mindre Noget at lade Andre ligge paa." Ja det var det Samme, sagde Sømanden, naar han bare fik Tag over Hovedet saa fik det være det Samme, hvor­ledes han laa; Huus kunde hun da ikke negte ham, naar han vilde tage tiltakke, saaledes som hun havde det. Om Aftenen flyttede han ind sine Sager, og strax begyndte da Kjærringen, som gjerne vilde vide Nyt at rende med, at spørge, hvad han var for En, hvor han var fra, hvor han havde været henne, hvor han skulde hen, hvad det var han havde med sig, hvad ærend han reiste i, og om han ikke havde hørt noget til de tolv Prind­sesser, som vare blevne borte for mange Herrens Aar siden, og endda meget Andet, som det blev for seent at fortælle. Men han sagde, at han var saa daarlig og havde saa ondt i Hovedet af det for­skræk­kelige Veir, der havde været, at han ikke vidste Rede paa nogen Ting. Hun maatte endelig lade ham have Ro i nogle Dage til han var kommen sig efter det svære Arbeide, han havde havt i Uveiret, saa skulde hun faae vide Alt, hvad hun vilde. Dagen efter begyndte Kjærringen igjen at spørge og grave, men Sømanden havde endnu saa ondt i Hovedet efter Veiret, at han ikke vidste Rede paa Noget; men ret som det var, saa lod han allige­vel falde et Ord om, at han nok vidste Lidt om Prind­sesserne. Strax foer Kjærringen afsted med det, hun havde faaet vide, til Alle de Sladder­kjærringer, som fandtes derom­kring, og nu kom den Ene rendende efter den Anden og spurgte om Prind­sesserne, om han havde seet dem, om de kom snart, om de var paa Veien o. s. v. Han klagede endda over, at han havde ondt i Hovedet efter Veiret, saaat han ikke kunde give Besked om Alt, men saa Meget sagde han, at hvis de ikke vare for­liste i det svære Uveir, som havde været, saa kom de nok om en fjorten Dages Tid eller kanskee før, men han kunde ikke sige vist om de vare i Live endda, for han havde nok seet dem, men de kunde gjerne være omkomne i Uveiret siden. En af Kjærringerne løb nu til Kongs­gaarden med dette og sagde, at der var en Sømand i hytten hos den og den Kjærring, som havde seet Prind­sesserne, og de kom nok om en fjorten Dages Tid eller kanskee om otte. Da Kongen hørte dette, sendte han Bud til Sømanden, at han skulde komme og fortælle ham det selv. — "Jeg seer ikke saaledes ud, sagde Matrosen, for jeg har ikke saadanne Klæder, at jeg kan komme frem for ham." Men Kongens ærendsvend sagde, at han endelig skulde komme; Kongen vilde og maatte tale med ham, enten han var slig eller slig, for der var endnu ikke Nogen, som havde kunnet bringe ham nogen Underretning om Prind­sesserne. Saa gik han da endelig til Kongs­gaarden og kom ind til Kongen, som spurgte ham om det var sandt, at han havde seet Noget til Prind­sesserne. "Ja, det har jeg," sagde Sømanden, "men jeg kan ikke vide, om de leve endnu, for da jeg saa dem, var der saadant Uveir, at vi forliste; men hvis de endnu ere til, komme de nok om en fjorten Dages Tid og kanskee før."

Da Kongen hørte det, blev han næsten ude af sig selv af Glæde, og da Tiden nærmede sig, som Sø­manden havde sagt, de skulde komme, drog Kongen i Møde med dem ned til Stranden i fuld Stads, og der var stor Glæde over hele Landet, da Skibet kom med Prind­sesserne og Prindserne og Ridder Rød; men ingen var gladere end den gamle Konge, der havde faaet sine Døttre igjen. De elleve ældste Prindsesser vare ogsaa glade og lystige, men den yngste, som skulde have Ridder Rød, der sagde, at han havde frelst dem og dræbt Troldet, hun græd og var bestandig sørgmodig; Kongen syntes ilde om dette, og spurgte, hvorfor hun ikke var munter og lystig, som de andre Prindsesser; hun havde da Intet at være bedrøvet for nu, da hun var sluppen fra Troldet og skulde faae en saadan Mand som Ridder Rød. Hun turde ikke sige Noget, for Ridder Rød havde sagt, han vilde tage Livet af den, som fortalte, hvorledes det var gaaet til.

Men en Dag, da de holdt paa at sye paa Bryllups­stadsen, kom der En ind i en stor Matros­kjole, med et Kræmmer­skab paa Ryggen, og spurgte om Prind­sesserne ikke skulde handle Stads af ham til Bryllupet; han havde saa mange rare og kost­bare Ting, baade af Guld og Sølv. Jo, det kunde nok hænde, det. De saae da paa Varerne, og de saae paa ham, for de syntes at de droge Kjendsel baade paa ham og mange af de Ting, han havde. — "Den som har saamegen prægtig Stads," sagde den yngste Prind­sesse, "har vist Noget, som er endda prægtigere, og som kunde passe endda bedre for os." "Det kunde nok være," sagde Kræm­meren. Men de øvrige tyssede paa hende og bad hende huske paa, hvad Ridder Rød havde lovet. Nogen Tid efter, sad Prind­sesserne ved Vinduet en Dag, og saa kom Kongesønnen igjen med den store Matros­kjole paa sig og Skabet med Guld­kronerne i paa Ryggen. Da han kom ind i Stor­stuen i Kongs­gaarden, lukkede han Skabet op for Prind­sesserne og da de nu kjendte igjen hver sin Guld­krone, sagde den yngste: "Jeg synes, det er Ret, at den, som har frelst os, faaer den Løn, han har for­tjent, og det er ikke Ridder Rød men ham, som kom med Guld­kronerne vore, — han har frelst os." Da kastede Kongesønnen Matros­kjolen af sig og stod der meget prægtigere end alle de øvrige; og saa lod den gamle Konge Ridder Rød aflive. Nu blev der først rigtig Glæde paa Kongs­gaarden; Hver tog Sin og saa blev der Bryllup, saa det hørtes og spurgtes over tolv Konge­riger.

⚜ ⚜ ⚜

Banden og Sværgen.

Ivar Aasen i Lærdal:

LÆRDAL FEKK Ivar Aasen høyra eit språk som inkje sveipa grisen:

«BANDEN OG SVÆRGEN kan derimot umulig drives videre end her; de frygteligste Eder, som noget Menneske kunde optænke, ere her fuld­kommen gjængse og bruges uafladelig, ikke blot i Hidsighed men endog i den venligste Samtale.»

The Great Moon Hoax.

Det stend i avisa, so då må det jo vera sant!

Me skal ikkje måtta heilt fram til 1969 for å finna lygner um Månen!

HE SUN I NEW YORK hadde ein artikkelserie i seks deler om at det var observert folk på Månen gjenom ein kraftig stjernekikert. Og ogso folk med vengjer, einhyrningar og mange andre fabeldyr.

Og folk svalde det rått, naturlegvis, akkurat som dei gjerer i dag.

Brennevin.

Fyll og elende.

TORTINGET gav ei lov um fri brenne­vins­bren­­ning på gar­darne. Og der­med vart det no ei vold­som drik­king av dår­leg bren­ne­vin til alle mål­tider, og mange hadde til og med med seg ei flaske på natt­bordet. Spesielt gale var det i byarne. Mange hadde i seg yver ein halv liter dagleg. Og i helgarne drakk dei seg so nedåt at dei ikkje greidde møta på arbeid måndagen, slik at arbeids­veka i praksis starta tys­dagarne.

Slik heldt dei fram til rundt 1845, då det vart innført strengare reglar for produksjon og inntak, for å prøva rå bot med uvesenet.

Fritt land.

Ikkje lenge...

AMBANDET MED Danmark var slutt, og 17de mai dette året fekk Norig eigi grunn­log (skrivi på dansk!!). Der stod det millom anna at “jødar” ikkje hadde tilgang til riket. Det må ha vore ein god grunn til det.

Men Norig vart ikkje fritt lenge, seinare same året måtte landet gå i samband med Sverik; då krigen med Sverik enda 14de august etter å ha halde på sidan 26de juli. Dei tvo landi fekk no felles konge, noko dei ogso hadde havt tidlegare: i 1319 – 1343 og i 1449 – 1450. Men kongen no var ikkje konge yver Sverik og Norig, han var konge yver Sverik og konge yver Norig. Landi var nokso sjølv­stendige; det var stort sett berre utanriks­sakerne (styrt av svenskarne) dei hadde felles. Grunn­logi vart endra 4de november.

Norig fekk no for fyrste gong sin eigen riks­by: Christi­ania (1877/97: Kristiania, 1925: Oslo).

Og — no skulde vel folk få det mykje betre? Tja, iallfall ikkje finnarne (lapparne el. “Sabme”) og kvænarne (“Suomer”), dei fekk det vel jamnt verre. Det same galdt ogso tatrane som for ikring i landet. Og alle andre som skilde seg ut, slik som fangar og psykisk sjuke. Me kann nemna: vitlaust lange straffar for små brots­verk, dauds­straff, tortur i fengsel, loboto­mering, tvangs­sterilisering, born som vart tekne frå foreldri utan at det var grunn­lag for det, og mangt meir.

På dette bel budde det omlag 900.000 sjeler i Norge.

Lærdalsøren.

Ikkje spesielt triveleg?

Frå Fredrik Meltzer si dagbok:

ærdalsøren kl. 5. Fattig­dom og skitten, de mange små, halv­nakne børnene og en mengde løs-griser og hunder som fates alle steder, overraskedet oss meget, så vi barre ønsket å komme deri­fra hurtigst mulig.

1812.

Kva var det eigentleg med 1812?

YRST OG FREMST — taka all historie fyrr 1812 med ei stor klypa salt. ALT kann vera upp­dikta! Og det som kanskje hev skjedd hev havna på heilt feil års­tal. Mykje etter denne tid er ogso uppdikta, t.d. er det truleg at verken Mark Twain eller Nikola Tesla fanst (kanskje vart båe spelte av Samuel Langhorne Clemens).

So — kvifor måtte dei stappa års­talet 1812 ned i halsen på folk?

All historie skulde skrivast på nytt og for­falskast, og spesielt skulde det som ein gong var verdens største land, Tartaria, full­stendig i gløyme­boki. Kanskje hoppa dei elegant yver hundre­vis av år og bestemde at NO er me i år 1812! Legg merke til kor­leis alt lik­som startar på denne tid. Og alle dei fantastiske bygningarne dei liksom sette upp no framyver, yver heile verdi, inklusive i Amerika og New Zealand. Faktum er at desse bygningarne var frå Tartaria-tidi, og no berre vart pussa upp att. Dette var bygningar som yverlevde det som ser ut som voldsom bombing av alle større byar yver heile verdi, med start i desember året fyrr og ut heile denne vinteren. Bombing so kraftig at det løyste ut jord­skjelv og flytande grunn (so­kalla "mudflods" forårsaka av dei vold­somme vibrasjonarne). Kanskje fortsette dette heilt til 1840.

Troll og katastrofe.

Firehundreårsnatti og jordskjelvi 1811 — 1812.

YKJE TYDER på at det i desember fyrre året starta med enorme jord­skjelv yver heile verdi, med store endringar av land­skapet. Spesielt i Amerika. Og dei fortsette heile vinteren. Sjå skild­naden på korti fyrr og etter denne tid, legg spesielt merke til store innsjøar og elvelaup.

Og kva skjer under slike tilhøve? Jo, dei grådige svini som styrer verdi ut­nyttar det maksi­malt til eigen for­del. Dei stortrivst når det er naud og elende.

ET VERSERER forøvreg ein reset-teori: At herskarane utrydda alle vaksne i perio­den ca. 1400 — 1812. Sjå kor lite his­torie me hev fyrr 1800, og sjå på det gamal­norske skriftspråket: det vart brått vekke i denne perio­den (ogso på Færøyarne, og danskarne fær skuldi der ogso — fire­hundre­års­natti). Sjå på den merkelege offi­sielle folketals­utviklingen (den blå streken):

Men kanskje er det den grøne streken som er korrekt. Me veit det var grysjeleg med pestar frå og med Svarte­dauden til godt inn på 1700-talet, og so fekk me dei vold­somme jord­skjelvi.

Slik at me dette året kanskje hadde att berre få hand­plukka og grundig inn­doktri­nerte vaksne. Og ein svær skokk med ungar på barne­heimar. Barne­heimar er jo ein unaturleg ting, normalt vilde foreldre­lause ungar bli plasserte hjå slekt­ningar eller barn­lause par.

1814 i Lærdal: "Fattig­dom og skitten, de mange små, halv­nakne børnene og en mengde løs-griser og hunder som fates alle steder, over­raskedet oss meget." Med berre få vaksne var det nok ikkje enkelt å halda ungarne med reine og heile klede. Dei levde nok på grisekjøt og poteter. Og vart sende til skogs for å plukka bær um haustarne.

Me veit at ungarne måtte til­tala foreldri i "De"-form. Det kunde jo passa um alle var adopterte, men svært merkeleg um dei var ektefødde.

Sjå på desse bileti av gamle­kyrkja i Gaupne (klikk på dei for å studera deim nærare). Ho ser ut som ho ikkje hev vore i bruk dei siste 100 år, minst. Vilde dei verke­leg late henne for­falla slik um ho var i vanleg bruk? Taket på nabo­huset uppum kyrkja ser ogso heilt øyde­lagt ut (biletet under her). Og det er eit stort her­skapeleg hus. Og kyrkje­garden er heilt over­grodd og ustelt. Og han vart fort­satt nytta etter at nye­kyrkja var ferdig.

Legg ogso merke til at portalen upp­rinneleg ser ut til å ha vore mykje høgare. Han stammar frå ei stavkyrkje frå 1100-talet.

Det stend ikkje årstal på bileti, dei er berre merka med 283 Gaupne. Men det ser ut til å vera brukt glas­plater, og i Nasjo­nal­biblio­teket stend det at dei er frå 1880. Men rett år er nok 1902. Det ser rett og slett ut som Gaupne fram til denne tid hadde vore avfolka i alvorleg mange år. For kyrkja er jo den eine bygningen dei verkeleg vilde teke so nokonlunde vare på, same kor dårleg det måtte stå til elles. Som i år 1721: "Vell ved Lige Holden inden och uden."

Nye­kyrkja stod ferdig i 1907, og Fortids­minnes­forenin­gen fekk gamle­kyrkja i 1909. Dei fekk ogso kr. 800 til vøling.

Dette biletet av Urnes­kyrkja skal vera teke i 1880, men det kann ogso vera nærare 1902. Som me ser er ho vølt, millom anna med ny takstein. I fronten ser me inn­gangen for småfolki, og på sida inn­gangen som vart nytta av stor­folki i eldre tid (klikk på biletet for å sjå nærare). Opningen er nokso høg, men ikkje spesielt breid, so det kann jo tyda på at storfolki var høge og slanke. Denne portalen var ogso i bruk i ei endå eldre kyrkje.

Dette biletet av Urnes­kyrkja er nok teke i 1902, og me ser at dei er i full gang med å setja henne i nokonlunde upphaveleg stand att.

På Hafslo vart det bygd ny kyrkje i 1878. I Fortun vart det bygd ny kyrkje i 1879. I Solvorn vart det bygd ny kyrkje i 1883 (gamlekyrkja vart rivi tvo år fyrr, endå ho ikkje stod på same tufti). Det vart reist gravkapell på kyrkjegarden på Veitastrondi i 1891 (var det ikkje noko der fyrr?). Og det vart erstatta av nytt alt i 1928. Kyrkjeklokka er frå millomalderen. Det vart bygd ny kyrkje på Fet i 1894. Joranger kyrkje vart mykje omvølt og fekk nye dyrrar ca. år 1900. Dale [stein]kyrkje vart restaurert i 1903. Nes kyrkje vart kraftig ombygd i 1909, endå ho berre var 74 år gamal. Kyrkja i Jostedalen vart istand­sett i 1907-10. Alle kyrkjorne som er umtala her ligg i noverande Luster kommune (dengongen Luster, Jostedal, Hafslo). Og samtlege kyrkjor var altso i ein elendig for­fatning, som um dei ikkje hadde fenge til­syn ¨på hundre­vis av år.

Og lat oss so gå til ein nabo­kommune og sjå på Borgund stav­kyrkje (klikk på biletet). Kva skulde dei med den enormt høge op­ningen (på nord­sida)? Norges­kirker skriv: "Det som står i rekne­skapane om nord­inn­gangen må gjelda inn­gan­gen til kyrkje­garden. Det er ikkje noko som tydar på at det har vore portal i nord." Merke­leg på­stand. Og dei hev eit bilete av inn­gangen som dei kallar "Bor­gund_­gl_­inn­gang_­nord_­i_­svalen". Det var ei tid innsett eit vindauga her, men dei endra ikkje opningen då kyrkja vart resturert attende til gamal stil. Inn­gan­gen til kyrkje­garden er for­øvreg i sud i dag, men kann jo vera at han var i nord fyrr nyekyrkja vart bygd.

Biletet eg hev teke ut­snitt frå her er av Dram­men rådhus og er teke i 1871. Og dei påstår at byg­ningen stod ferdig same året. Men han ser alt anna enn ny ut! Sjå berre på dette utsnittet! Og den svære kyrkja nett uppum stod ogso ferdig dette året — det var då voldsomt til kapasitet! Og her ser det verkeleg ut som dei driv på med eit­kvart, truleg restu­rering, for me ser gamle skrabbete persienner i glasi og eit kors stend på halv åtte. Og rådhuset ser like slite ut ogso på dette biletet (bileti er nok tekne same dag). Men etter dei var ferdige med kyrkja ordna dei nok fasaden på rådhuset nokso fort. Vask, små­reparasjonar (millum anna av skaderne me ser på tvo av bileti) og nokre måling­strøk. Dermed kunde dei segja at båe byggi var [som] nye same året.

Og det var no fram­etter som det eksplo­derte med fantastiske upp­finningar og stor­arta musikk. Kva um alt dette var gamal kunn­skap som no vart henta fram att? Tabellen viser når dei 200 mest kjende klassiske kompo­nistarne var 30 år gamle, og altso midt i produk­sjonen. For ei tid sidan høyrde eg eit musikk­stykke i radioen som gjorde meg mildt sagt for­undra: det måtte jo vera Beet­hoven, men eg hadde aldri høyrt det fyrr. Det var som å høyra ein av symfo­niarne hans. Det viste seg å vera Dvořák. Lat oss segja at Beet­hoven fekk notarne til komponist B som levde 600 år fyrr hans tid, og Dvořák fekk notarne til kompo­nist D som levde 500 år fyrr. Kva um Dvořák hadde fenge denne kompo­sisjonen frå kompo­nist B ved ein feil? Og Beet­hoven fortsette å kompo­nera stor­arta musikk lenge etter han var vorten stokk døv (deri­millum 9de symfonien). Det kunde kanskje gå an: han høyrde musikken inni hovudet. Men — han diri­gerte ogso, visst­nok, og det er jo endå meir usann­synleg.

Og kanskje vart alle då­tidas men­neske ut­rydda i denne 400-års­bol­ken, og at dei alle var kjem­por. Det er funne rike­leg med bein­res­tar av desse yver heile ver­di, men det er vorte dys­sa vold­somt ned. Det er ikkje-his­torie. Sjå på gamle stein­byg­ningar i by­arne. Dei er bygde for kjem­por. Vold­somt høgt under taket og svære dyrr­opningar. Men ofte isett mindre dyr­rar og trop­perne er vorte til­passa oss. (I dyr­rarne på biletet er det saga ut op­ningar til "van­lege" folk, tydeleg­vis i etter­tid. Men hand­taki er ogso i nokon­lunde rett høgd for små­folk, so det kann tyda på at det var dei som hadde arbeidet med å opna deim. Det var ikkje ein jobb for stor­folki.) Alle møblarne (og do­seti) vart naturleg­vis brende.

Dagens menneske ser små og pusletet ut i desse byg­ningarne.

Det kann ogso vera at kjemporne og vår slekt hev levd side ved side meir eller mindre frede­leg i alle år fram til denne tid. Men so fann ein ut at kjemporne måtte vekk (og gløy­mast). Dei aller siste måtte røma til skogs for å berga livet og vart fred­lause: skik­kelege skogs­troll, altso.

På landet var byg­ningarne til kjem­porne stort sett av tre, og vart brende. Mest berre stav­kyr­kjorne over­levde, og dei vart om­bygde med ny dyrr­opning og ekstra svale­tak i meir høveleg høgd for oss "små­folki". Og der­som der var benker i stolarne til stor­folki vart dei fjerna eller senka til ei lågare høgd. Men i eldre tider hadde ikkje kyrkjorne benker, alle måtte stå i stolarne sine. (I dag er det berre presten som ikkje fær setja seg ned i [preike]­stolen sin.)

Når det gjeld dyrr­opningar er ikkje dei all­tid å fara etter, då dei ofte var mykje lågare enn men­neski som skulde gjenom. Det var mykje enklare å stå på innsida og hogga hovudi av dei på denne måten, um det var fiende som steig inn.

Ei segn fortel um tvo kjempor som budde på kvar si side av Lustra­fjorden. Dei tok til å byggja kvar si kyrkja. Men då kjempa i Solvorn såg at kyrkja på Ornes vart gildare enn hans eigi, blei han so arg at han heiv ein gastar stein etter henne. Men han bomma, og kjempa på Ornes sende so attende ein stein som datt ned rett uppum kyrkja i Sol­vorn. Båe steinarne skal fortsatt finnast som bauta­steinar.

Minni um desse store folki [trolli] lever i segner og folke­eventyr. Og dei offisielle historie­bøkerne våre må du taka med ei ekstremt svær klype salt. Mest alt fyrr dette året er uppdikta, og ogso mykje etter. Og dei jobbar ogso den dag i dag intenst for å fjerna minni um storfolki. Kvifor? Jo, temaet er ømtåeleg: dei utrydda ein heil folkerase og mesteparten av vår rase; let det berre vera att ein haug med ungar, som lett kunde innbillast kva det skulde vera.

So — hav no alt dette i bakhovudet neste gong du stig inn i ein bygning som fær deg til å føla deg som ein liten dott.

Og — dette året vart det u-år att, med endå større mat­mangel som resultat. Det vart so gale at folk måtte til å eta borke­brød att. Mange svalt i hel, i byarne sopass mange at dei byrja nytta masse­gravor. Fram til 1819 vart det ogso merkbart kaldare grunna mange store vulkan­utbrot. 1816 er kjent som året utan sumar.

Finskekrigen.

1808 — 1809.

ET VART KRIG millom Sverik og Russland. Russ­land vann, noko som millom anna førte til etableringen av Stor­fyrste­dømmet Fin­land. Sjølv um landet no låg under Russ­land, var det relativt uav­hengig fram til sjølv­stendet i 1917. Iall­fall til­syne­latande.

Krig.

Matmangel.

ANMARK-NORIG kom i krig med britarne. Det vart mat­mangel i Norge, då det var vanskeleg å få varer frå Danmark grunna britisk blokade.

Året etter var mat­mangelen so stor at folk måtte til å eta borke­brød um veteren.