Leirdalsboki

Framsida 1001-1800 1801-1900 1901-1950 1951-2000 2001-2050 Ymist




Jacob Neumann.

BEMÆRKNINGER PAA EN REISE I SOGN OG SØNDFJORD 1823.

Af Dr. J. Neumann,
Biskop over Bergens Stift.

Anden Afdeling
Justedals-Reisen *).

Fra Dale Prestegaard i Lyster til Justedalens Prestegaard er vel ikke mere end 3 Mile, men man gjør dog vel i at passe Tiden, og ikke begive sig for silde paa Veien. For os gik imidlertid en Deel af Morgenstunden bort, inden Hestene kom, bleve mønstrede, sadlede og kløvede ɔ: paalæssede det Gods man fører med sig i Kufferter, Kister, Skrin eller Vadsække, hvilket fordeles i Kløverne paa Hestens begge Sider til omtrent lige Tyngde. Først Kl. 8 stege vi til Hest, Provst Qvale, Justedalens Præst Aabel, og jeg. Min tro Følgesvend T. lod jeg denne Gang blive tilbage, fordi jeg tænkte mig Reisens Be­sværlighed, uagtet mine Forestillinger her­om langtfra ikke naaede Virkeligheden. T. havde imidlertid, af Omhyggelighed for mig, skaffet en Cicerone tilveie, den han paa­lagde ikke at vige fra min Hest, og at være ansvarlig for Principalen. Denne Person var Skydsskafferen i Marifjæren, Bernt, der er bekjendt med alle Stier i Fjeldene, og som Reisende havde i senere Tider gjerne be­nyttet sig af, som Veiviser i disse uveibare Egne, som og paa Bræerne; et paalideligt Menneske, og billig i sine Fordringer, hvilket sidste ellers begynder at gaae af Moden, siden Englænderne have faaet Vane paa at komme her, og med rund Haand at udøse Sedler, ei blot af de hvide, men selv af de blaae og de gule, som havde de intet Værd.

Et deiligt Veir begunstigede vor Reise. Veien gaaer i jævn Skraaning op igjennem Dals­dalen, der strækker sig en Miil opad til Foden af de høiere Fjelde lige i Nord. Denne Dal deler sig i tvende Dele, af hvilke den sydligere kaldes Hjemdalen, og skal efter et gammelt Sagn, have været en Søe, som ved at aabne sig et Udløb er forsvunden. Dals-Elven, som falder ud ved Enkesædet Qvale nede i Lyster, løber her igjennem. Dalen er trang, og ubeboet, naar man undtager de Sæterhuse, som findes hist og her, men som nu ogsaa vare aldeles menneske­tomme, saasom det større Qvæg netop i denne Morgen­stund var drevet op i de høiere Sætere, og Budeierne vare fulgte med Buskaben. Kun nogle Kalve og Sviin saae vi vanke omkring. Foruden Græs­gangene eller Sætermarken fandt vi her ogsaa dyrket og med Gjærder indhegnet Engeland, hvor Græsset voxte frodigen, og Blomsterne stode klyngeviis i broget Farve­vexel. Dette Strøg er rigt paa Glimmer­skifer, og paa herlige Hellebrud. Her findes ogsaa en mineralisk Kilde, men af hvad Natur kan jeg ikke sige. Dalens Nordlige Deel kaldes Fremdalen, og gaaer op til Kilen, en Gaard lige i Enden af Dalen, hvis Huse­bygninger man har flere Gange maattet flytte for Sne­skredenes Skyld, der husere farlig her, og styrte Alt overende. Nar man træder ind i denne Dal, saa øiner man strax Naturen i en alvorligere Stiil. Klippe­masserne rage skar­pere frem, Fjeldene høine sig, uhyre Kæmpe­stene ligge spredte i Dalstrøget, Bjergstrømmene styrte med Bulder ned fra Høiderne. Jeg saae af dette Slags een mærkelig især, der kom fra Fjeldets Tinde i brusende Fart, men fangedes omsider i en Klipperist, og blev saa, efter at have fyldt denne i en lang Strækning, tilsidst, omtrent paa Fjeldets Midte, aldeles borte, uden at jeg ved Foden af Bjerget kunde opdage noget dens Udløb. Animalsk Liv var her ikke at fornemme, førend vi kom henimod den omtalte Gaard Kilen, hvor Flokke af Geder og Faar kom os imøde, og bleve ved at følge os end langt op i Fjeldet. Her laae ogsaa dyrkede Marker, men omgivne af en vild Natur, der truede allevegne med øde­læggelse. Træerne stode fast alle i en skjæv Retning, med deres Toppe ydmygt duk­kende til Jorden, som Tegn paa deres Underkastelse under Sneelavinernes fryg­telige Herredømme.

Hidindtil vare vi uden al Besværlighed stegne Dalen opigjennem, til hvad Høide, veed jeg ikke, under Fjeldets Fod. Men nu gik det for Alvor til Fjelds. Vi saae den vildeste Natur omkring os; vi saae ⅓ Miil op mod Skyerne Toppen ligge af det Fjeld, som vi skulde bestige; men Vei, eller Spor af Vei, saae vi intet til. Bratheden gjorde det umuligt at tage den korteste Linie; vi maatte ride i bestandigt Zikzak, undvigende de nedstyrtede Fjeldstykker, og smuttende igjennem det hist og her voxende Krat. Det gik sommetider igjennem idel Forvittringer, hvor Hestene med Møie fandt Fodfæste. I en af disse Passager faldt endog, til Bernts store Bestyrtelse, min Hest i Knæ; men jeg blev rolig siddende paa den, indtil man fik løftet den op igjen. Dog var dette ikke det værste. Jeg studsede, da jeg kom høiere op i Fjeldet, og saae steile Snævringer for mig, som man sagde Hesten nødvendig maatte opad, og hvor det arme Dyr virkelig med anstrenget Kraft maatte skyde sig op, men hvor Rytteren ogsaa med ligesaa anstrenget Kraft maatte holde sig fast, og tage Ligevægten meget nøie i Agt, for ei at falde baglænds. Det er vidstnok, at man paa slige Steder kunde stige af, og dette gjorde jeg paa enkelte; men den Uvante trættes let under saa møisomme Klavringer, eller sættes i en Transpiration, som, formedelst de kolde Vinde fra Bræerne, let kan vorde ham skadelig; og den Vante agter ikke saadant Ridt. Dette var Tilfældet med mine Reisefæller, og deres Mod styrkede mit. — Ja, det behøvdes omsider at styrkes! Et Par Gange allerede havde jeg redet over og igjennem stridtløbende Bjergstrømme, men Vandet var ikke dybt, og jeg kunde see deres Bund. Men med eet kom vi for en skummende Elv, der styrtede sig i smaa Fossefald ned over Bjerget i en Vinkel af omtrent 20 Grader. Hvor skal vi nu hen? spurgte jeg min Fører. — Opigjennem Fossen, Far, svarede Bernt. Nu i Guds Navn, sagde jeg. Oncle Kjølbrønd i la Motte Fouqvés Undine stod skin­barligen for mine øine. Jeg kastede mig trøstigen i hans Favn, da jeg saae, hvor fortrolige mine Reisefæller vare med ham, og vi kom uden Møie op igjennem. Fare var der heller ikke ved, thi Bunden var jævn paa de smaa Afsatser nær, der dannede Fossefaldene, men som Hesten let steeg op over, og Vandet var ikke dybt; det syntes kun frygteligt, fordi man ei, formedelst Elvens skummende Fart, kunde med øinene maale Dybden. Hvad Mennesket dog er et Vanedyr! Nu vandres og vides disse Fjeldstier vel hundrede Gange af dem i Goupne eller i Justedalen, som have Sam­færsel med Lyster, og Enhver kjender dog Besværligheden af denne Vandring; men Ingen tænker alvorlig paa at faae en mindre vild Vei anlagt, hvilket dog visseligen lod sig gjøre, naar Villien og to Bygdelauges for­enede physiske Kræfter kom til. Man er fra Barnsbeen af vant til at finde Vei op og ned ad Fjeldet, uden at holde sig til nogen bestemt Retning, og saa overseer man det Besværlige og det Frygtelige deri.

Endelig havde vi naaet Storhougen, disse rædsomme Fjeldes Toppunkt, i det mindste, som det syntes for os, inden Stigningen begyndte; thi da vi kom derop, fandt vi rigtig nok større Høider bagenom. Her er det almindelige Hvilested paa Reisen, fast intet Huus er endnu at see. En jævn Grønning ligger her oppe paa Fjeldet, og den var i dette øieblik lige indbydende for vore Heste og os. Vi slap Hestene, og de græssede rolig omkring os, medens vi aabnede vor Mad­kurv, for ogsaa at hente nogen Restauration efter denne Opfart. Det blæste her oppe koldt fra de nærliggende Bræer, saa at jeg maatte tage min Skindkjole paa, uagtet vi skreve den 1ste Julii, og satte mig i Læ mellem to Klippestykker, hvor jeg saaledes med en Kavai under mig istedetfor Sopha­pude fortærede min Frokost med den herligste Appetit, og istemmede ved Viin­bægeret med de Andre Nordal Bruns her saa aldeles passende Vers: “Boer jeg paa det høie Fjeld.”

Paa Storhougen ligger den saa kaldte Bisperøse. At den har faaet dette Navn efter Biskopperne, som paa deres Visitats i Juste­dalen have, med andre Reisende, holdet her deres Rasttime, synes at ligge i selve Benævnelsen, men fra hvad Tid Navnet har taget sin Begyndelse, er ubekjendt; thi intet Menneske her veed af flere Biskopper at sige, der før mig have vovet sig paa denne besværlige Reise, end Nordal Brun, som i Aaret 1806 forsøgte paa og fuldendte lykkelig denne Vandring, dog med det let tilgivelige Løfte — aldrig at komme der mere! Denne Bisperøse skulde efter Frokosten besigtiges. Det var en simpel Steendysse, ikke engang stor nok til at fortjene nogen Opmærksomhed. Imidler­tid, saasom Brun havde i sin Tid lagt sin Steen i den, sa maatte jeg og lægge min; og nu blev Selskabet, under megen Gammen, enigt om at bære sammen af de omliggende Stene saa mange i Dyssen, at den omsider hævede sig pyramidalsk og anseelig i Veiret, og blev til et Tegn, der end langtfra faldt tydeligen i øiet. Vore Skyds­bønder, og min Bernt især, lode sig denne Sag være høilig magtpaaligende. Man skuer fra denne Høide af langs ned igjennem Fremdalen i Syd, og hen til Iisbræerne i Nord. For Resten er alt vildt, og uformet, som fra Skabelsens Tid.

Efter en ubetydelig Stigning gik vort Ridt nu jævnt henover Fjeldets Ryg *) til Vigelands­broen, og derfra til Gaarden Vigeland, hvor Skydsskiftet er. Vi fik her nye Heste, og toge med dem Nedstigningen fat. Men denne var værre end Opstigningen, og tilmed langt farligere. Det gaaer ned over Svabjerge (Fladbjerge), hvor Hesten kan ikke fæste sikker Fod, og Bradstyrtningerne ere skrækkelige. Jeg gik den største Deel af Veien, og havde maattet gaae den hele, om ikke min Hest havde besiddet en elskværdig Færdighed i at gaae ned over hine Flad­bjerge, uden at falde paa Næsen. Denne Færdighed besad Provst Qvales Hest i mindre grad, og faldt derfor paa et Sted hvor det vistnok havde været raadeligere for Rytteren at staae af. Faldet skulde heller ikke have bekommet Provsten vel, om ikke Præsten Abel, der gik tilligemed mig, havde været strax ved Haanden. Nedenunder os saae vi fra Fjeldet af Justedals-Elven fare frem i Dybet med en utrolig Hurtighed, og vi nærmede os den nu alt mere og mere. Endelig kom vi trætte og dampende ned. Elvens Vand er ganske graat og uklart. Den kommer fra Bræerne, og det søndermalede Qvarts, som den fører derfra med sig, betager Vandet sin Klarhed. Hele Justedalen kan ansees som en eneste Elverende, der blot har nogle Grønninger paa de Steder, hvor Elven ikke løber, eller hvor den ikke har forandret sit Løb, men dette gjør den, til Skade for de arme Bøner, fast aarlig, og efterlader sig store Grusbanker under denne Omskiftning. Vi reed over nogle af disse store og lange Banker, der ligge fulde af smaa runde Geschieber, alle næsten af Gneis eller Granit. Men Granitens mægtigste Bestanddeel her er Qvarts. Derfor findes alle Bredderne af Elven op til høit op paa Fjeldsiderne fulde af dette Qvartsstøv, som vare de puddrede; thi Elven stiger mangen Gang saa høit, at den sædvanlige Passage aldeles afskjæres, og da maa den, som er iveie, klavre saa godt han kan op igjennem Fjeldene.

Omtrent ¼ Miil fra Præstegaarden er Dalen saa smal, at Vandet her trænger sig med frygtelig Magt frem imellem Klipperne, og danner et skjønt Fossefald. En stor Steen ligger midt i Løbet, og denne er fast udhulet, som en Jettegryde af Ge­schie­berne, som Elven fører med sig og lader hvirvle sig derinde. Stolt er dette Syn fra Fosse­broen af, og malerisk det over­hængende buskrige Fjeld; men usikker synes Broen selv at være, og brast den, saa var man her uden Redning. Naar man har passeret denne Broe, saa kommer man paa den anden Vei, som gaaer fra Justedalen gjennem Goupne ned til Røneid.

Præstegaarden ligger ret romantisk paa en Grønning, som Elven omslynger. Den er liden, men ret peen. Tæt ved ligger Kirken, som efter de Documenter jeg har for mig, synes sidst at være bygget Aar 1660, da Tøger Jensen var Præst i Justedalen. Den er liden, og af Træ. *) Paa dens Kirkegaard fandt jeg 3 gamle Grav-Kors*) af Klæber­steen, omgivne af en Cirkel, i hvis Rand det synes som om Indskrifter havde været indgravne, men som nu af Tiden ere, formedelst Stenenes Blødhed, udslettede. Om Cirkelen eller Hjulet ligge paa den ene og den ziirligste af dem 3 Knapper, i en Afstand af 90° fra hinanden. De ere omtrent ¾ Alen i Diameter, og hvile paa Fodstykker, der lade til at være afbrukne. I ælde naae de langt fra ikke op mod Korsene i Eivindvig og Fragmenterne af samme i Ladvig. Det kunde de da heller ikke, saasom Justedalen, efterat den ved den sorte Død (i Midten af det 14de Aarhundred) var bleven reent folketom, blev som Kongens ødemark først i Midten af det 16de Aarhundred igjen op­ryddet og bebygget. Sagnet om Juste­dals-Rypen er bekjendt af Holberg og Ramus.

Det var mig umuligt at være Jordens største bekjendte Iisbræ saa nær, uden dog at see noget af den, og derved at skaffe mig et Begreb, blev det end svagt, om dette 12 til 14 Mile lange Iis-Ocean, der begynder ved Lodals-Kaaben og ender ved Fjærlands-Fjorden i Syd, men ved Olderfjorden under Indvigens Præstegjeld i Nord, og over hvis størknede Bølger Mennesker (audax Japeti genus) ikke tage i Betænkning at vove sig milelange Veie, Skjøndt, Døden lurer i hver en Revne. En Arm, blandt de mange, af Stordals- eller Justedals-Bræen er Nigards-Bræen, som ligger 1 Miil fra Justedals Præstegaard. Didhen blev en Reise bestemt til den 4de Juli.

En deilig skyfri Himmel hvælvede sig over os, da vi i Morgen­stunden sadde omkring vort Frokostbord ude i Gaarden, beskinnede af en venlig Sol, som her under denne Glætscher-Verdens Kulde føltes saare qvægende. Kl. 8 stege vi til Hest. De mange Bugtninger, som den uregjerlige Justedals-Elv gjør i sin uregelmæssige Fart, ved hvilken den hærger fast Alt, hvad der af flad Mark ligger mellem disse Klipper, gjøre mange Broer fornødne. Man passerer strax en saadan, naar man reiser ud fra Præste­gaarden, og længer hen kommer man forbi, dog ikke over, en sand Teufelsbrücke, Høgebro ɔ: Høibro kaldet. Den svarer til sit Navn. Naar man er kommen denne forbi, faaer man snart, til Høire, øie paa Gededals-Fossen, et Vand­fald, som i 3 Grene styrter ned over en himmelhøi lodret Fjeldvæg, der seer ud som om den var høvlet ned igjennem et Indsyk af Klippen, og hvis midterste Vandstraale vilde tage sig skjønt ud, dersom den havde den Masse af Vand, som den ene Sidestraale har, eller om alle tre Grene samledes i den til en eneste Vandcolonne, hvilket var ved Konst ikke vanskeligt at foranstalte. Nu rider man et langt Stykke igjennem en venlig Older- eller Oreskov *) nede i Dalen, og seer til høire Side høit oppe i Fjeld-Horizonten Spøtegen, men til Venstre lige saa høit Berset-Bræen, to Bræer, hvis Sneechrystaller glimrede i Solskinnet. Længere hen saae vi græssende Hjorder udi et Krat, som er opvoxet mellem de af Elven opkastede Grusdynger. Over Krondals-Elven, hvis muddrede Vand forkynder, at den kommer fra Bræerne, ligger atter en Djævlebro; og nu viser allerede Nigards-Bræen sig. Man passerer endnu en Bro, Melvirs-Broen, ved hvilken to Glætscher-Floder forene sig, en mindre, der kommer fra Nigards-Bræen og flyder med blaaligt kalkagtigt Vand, og en større, som kommer fra den store Justedals-Bræ, af hvilken Nigards-Bræen er en Arm, høiere mod Norden, og som flyder med graaligt aldeles plumret Vand; og nu ligger Nigards-Bræen i sin hele Majestæt lige for øiet.

Jeg mindes ikke, at nogen Aabenbaring i Naturen, af de mange herlige store Scener, den i saa riig Overflødighed fremstiller for Menneskets øie, har gjort det dybe Indtryk paa mig, som Synet af denne Bræ. Om en kold Gysen overfoer mig, eller om Blodet strømmede mig til Hovedet, det erindrer jeg ikke nu; men dette erindrer jeg grant, at Taarerne stode mig i øinene, og at jeg aldrig med dybere og helligere Følelse havde tilbedet Gud i hans Gjerninger. Helvetiens Glætschere saae jeg mangen Gang af­bildede, og troede at fatte dem; men at jeg ikke havde fattet dem, det følte jeg nu. Her laa en bred og dyb Dal for mine øine, fyldt med en Iismasse, som ligger der i Skikkelse af et midt under Bølgernes Rullen ved Almagtens Tryllestav med Eet størknet Hav, hvis Bevægelser man synes endnu at kunne skimte i den fjerne Horizont! ——

    Nix jacet, et jactam nec sol pluviæque
          resolvunt,
    Indurat Boreas, perpetuamque facit.
          Ovid.

Afstumpet paa sin nederste Rand i en Høide af omtrent 20 til 30 Fod helder dette Iishav ud imot en stor og viid For­grund af 1726 Fods Længde*), der ligner et Museum af Forverdenens Ruiner. Disse Bræernes Forgrunde, hvis hele Areal de selv havde i Fortiden indtaget og bedækket, men som nu indeholde Bjerge af Grus og Geschieber og uhyre Granitblokke, som de have skudt foran sig, og efterladt i det de traf sig selv tilbage, kaldes i det gjængse Sprog Vorrer. En saadan mægtig Vorr ligger udbredt foran Nigards-Bræen, og vidner om, hvat Vælde og hvad Omfang den har havt, ligesom Fjeldenes afragede Sider, Skarvenaasen imot Nord og Kampen imod Syd, tilkjende­give forrige Høide, der nu er over 200 Fod mindre*). Angaaende Nigards­bræens Af- og Tiltagen maa jeg i øvrigt henvise til Bohr.

Ikke langt fra Bræen ligger Gaarden Elvekrog, hvis gjestfrie Eier Claus ikke aleneste bød os ind, og satte et Fad Melk for os paa Bordet i sin rummelige høiloftede Høgstue, men gjorde sig og, da han hørte, at vi vilde op paa Bræen, færdig til at følge os. Han tog Braadder og Reeb med sig, og anførte nu vor Caravane paa denne frygtelige Fart. Tit de yderste Grus­dybninger, der betegne Vorrens Grændse, kunde vi ride; men her stege vi af, og maatte begynde Vandringen til Fods, og vogte vore Trin over dette Hav af rullende Geschieber, der lignede Bunden af et udtørret Ocean, hvis yderste Rand en ny og frodig Vegetation allerede bekrandsede. Efter lang Tid og megen Møie kom vi over dette Tohu Babohu, og stode nu for Bræen, der prangede i sin Forgrund med colossalske Monu­menter, som Vidner om dens Fordums Storhed. Her fandt vi Iisstøttter, vel 30 Fod høie, i coniske, cylindriske og pyramidalske Former, isoleret staaende foran Bræens Rand, og herlig glimrende i Solskinnet. Bræranden var næsten sort af Jord og Støv og Grus, som Vinden har ført derop, og som siden har fastnet sig i Iisskorpen. At komme op over denne steile Rand, var heel vanskeligt; dog fandt vi et Sted, hvor en underliggende Granitblok, som vi maatte klavre op paa, tjente os til Skammel, fra hvilken vi kunde svinge os op paa Bræen.

Nu stod jeg paa et Iishav 1063 Fod over Vandspeilet. Vistnok har jeg været i langt høiere Regioner, men aldrig følt, hvad jeg følte her i denne vidunderlige Verden hvor Forstyrrelsens Fragmenter laae i chaotisk Sammenblanding paa den ene Side af mig, og hvor jeg paa den anden Side med øiet kunde følge en heldende Iismasse i en Strækning af 1½ Miil, paa det Strøg hvor denne Bræ allerede er forenet med den uhyre Stordals-Bræ. Vandringen opad Bræen var ikke vanskelig, thi Iisskorpen var ikke synderlig glat. Ret oprømte i Sindet vandrede vi nu opad den skraaliggende Flade, omtrent 7 til 800 Skridt. Her fandt vi en Fordybning i Bræen, som kom os vel tilpas. Vinden, som kom fra Bræens Krone, var skjærende og kold; denne Glætscher-Dal syntes at tilbyde os Ly for Vinden, og derfor leirede vi os alle i den.

Vi havde allerede i Morgenstunden hilset denne blide og solvarme Dag, under dens kjære Betydning, som vor elskte Kron­prindses Fødselsdag. Her vilde vi, i denne isolerede men høie og herlige Iisverden, feire den i stille Simpelhed, imedens den i Hverdags-Verdenen feiredes med Pomp. Viin og Bæger var til den Ende medbragt. Jeg foreslog Skaalen, i det jeg nævnede den for os Alle glædelige Anledning til samme; Bægeret fyldtes, og vi leirede os i Ring, for at tømme det efter hinanden, med ønsket om vor Oscars og hans Elsktes fremtidige Held. Da tilbød Præsten Aabel sig at synge et Vers, som han øieblikket forhen havde nedskrevet. Han sang:

    “See Oscarsdagens Straale brydes
    Paa Fjeldets evig faste Iis.
    Mens gamle Norges Sønner frydes
    Ved stolte Syn paa festlig Viis!
    Med hævet Sands de Blikket vende
    Hist over østens Klipper ud,
    Og Hjertets varme Bøn opsende:
    Held Oscar og hans hulde Brud!”

Vi gjentoge den sidste Linie i Chor, og saa drak vi alle den kjære Skaal, og raabte et langt tredobbelt Hurra, saa Bjergenes Eccho svarede os igjen; og ingensteds, det troer jeg endnu, er Oscars-Festen feiret stoltere paa denne Dag, end her imellem den evige Iis’s Ruiner, af os 7 Normænd. — Nu satte vi os ned i Fordybningen en Stund, og vandrede saa høiere op paa Bræen, som Claus fortalte os var der. Dens Sider lyste i det deiligste HImmelblaat. Vi saae Vandet*) nede i dens Dyb, men Bunden kunde vi ikke see. Naar disse Revner ere om Vinteren eller Foraaret skjulte med Snee, da ere de yderst farlige; og man fortalte, at for ikke længe siden skal en ung Bondekarl, som i Følge med to ældre vilde gaae over Justedals-Bræen til Nordfjord, være falden ned i en saadan Revne, men uden at naae Dybet blev han siddende paa en Afsats nede i Svælget. Hans Kammerader kunde ikke, af Mangel paa Toug, komme ham strax til Hjælp; og medens de langt borte maatte hente dette, og forsyne sig med andre Redningsredskaber tillige, gik Natten hen, og de kom først den følgende Dag tilbage. Me svagt Haab nærmede de sig atter Revnen, men hvor forundrede og glade bleve de, da de saae Drengen sidende i samme Stilling, hvori de havde forladt ham, uskadt og tyggende paa Mad, som han havde faaet ud af sin Skræppe. Rebet bled nedhidset, og Drængen blev frelst.

Nu gik vi ned igjen, efterat vi havde mættet vort Blik med Synet af dette uoverseelige Iishav; og nede i Bræens Forgrus botani­serede vi. Vi fandt her en Mængde Alpe­planter, der blændede øiet med deres glødende Farver, i hvor fortrykte de end syntes af Temperaturen. Herligt stod og Bygget, i Vinterens Naboskab, paa Elve­krogs Marker*). Vor Vandring til og fra Bræen havde medtaget 2½ Time. Vi drak atter Melk hos Claus, sagde ham et kjærligt Farvel, og kom Kl. 5 om Eftermiddagen tilbage til Justedals Præstegaard.

Paa Faaberg, den øverste Gaard i Juste­dalen, skal, saa fortalte man mig, findes en Hule, riig paa skjønne Bjerg­chrystaller, men som nu efterhaanden plyndres, til Legetøi for Børn. Præsten Aabel viste mig nogle af dem, som han eiede. De vare 1½ Tomme brede paa de ubeskadigede Sider, men i det Hele ilde medhandlede af en Uvorn Hammer. Denne Hule, om hvilken hverken v. Buch, eller Smith eller Naumann eller Bohr eller Keilhau synes at vide noget, fortjente vel at undersøges.

Justedals-Elven fører i sit muddrede kalk­agtige Vand et fiint sort Støv med sig, som jeg fandt i Mængde opkastet langs dens Bredder, og som man bruger til Skriversand. Da jeg forestillede mig, at hiin Vandets Opmuddring foraarsagedes af Qvarts­geschiebernes Rivning mod hinanden paa Bræens og i Elvens Dyb, saa ventede jeg mig et Præcipitat i Vandet, naar jeg satte det hen. Jeg lod det staae i et Glas i 24 Timer. Vandet havde efter denne Tids Forløb det samme kalkagtige Udseende, men noget Bundfald kunde jeg ikke mærke til. Det sorte Støv lader sig trække af Magneten. Skulde det være sønderknuset Mica, som en Bestanddel af Graniten eller Gneisen, der ved en ligedan Rivning afsondredes og førtes af Vandet frem? Eller er det Jernpartikler?

Min Tilbagereise fra Justedalen havde jeg bestemt ad den saakaldte ordentlige Vei igjennem Goupne ned til Røneid, hvor jeg havde bestilt min Baad. Jeg tænkte denne Vei maate være mindre besværlig; men visselig jeg bedrog mig! Vel gaar denne Vei ikke saa høit op imod Skyerne som hiin, men den gaar fast uden Ophør op og ned i de frygteligste Vinkler, og over de farligste Fladbjerge, der efter en Regn ere glatte som Iis, saa at man, forat undgaae de muelige Styrtninger, maa staae af og stige paa Hesten igjen vel 20 til 30 Gange, og faa desuden gaae den halve Vei, ofte paa Hænder og Fødder, i de steileste og bratteste Retninger; og dog vilde jeg ikke for Meget have undværet de Naturnydelser, der vare forenede med hine Besværlig­heder og Farer.

Kl. 8 om Morgenen den 6 Julii forlode vi Juste­dalen. Vi bleve paa Hesten indtil Fosse­broen, som vi nu lode ligge til Venstre. Her stege vi af, og valgte os et beqvemt Sted, for at tage det Naturmaleri ret i Øiesyn, som her viste sig anden Gang og i forhøiet Skjønhed for os. Man kan ikke see noget deiligere end det Bjerg, som i den yndigste Gruppering kneiser over denne Bro. Flintoe har her hentet en af sine skjønneste Theater-Decora­tioner. Og nu Fossen med Broen over sig, og den uhyre Granitblok midt i dens Løb, fra hvilken Vandet sprudler i Støv, og den himmel­høie Bjergkuppel, Vangsen kaldet, som hæver sig bag hiint blidere og Vegeta­tions­rigere mindre Fjeld — Dette Alt er en af Alpeverdenens mest tryllende Frem­stillinger.

Justedals-Elven med sit plumrede Band fulgte os troligen. Veien var taalelig den første Miil, til Myklemyren, der ligger paa en af de største Sletter, som den egenraadige Elv har tilladt Justedalen at beholde, og har en skjøn Olderskov langs Elvens Bredder. Men nu begyndte en Stigning, hvis Lige i Brathed jeg vel kjendte, men hvis Farlighed for den ridende Mand, eller for den kløvbærende Hest, jeg aldrig har seet. Haukkleven (Høg­kleven, Høikleven) kaldes den Aas, som man nu skal sætte over. Vi stege alle af. Hestene gik uden Fører den vandte Sti — Sti? Nei, der var hverken Sti eller Vei at see; Alt var en eneste sporløs Converitet af Fladbjerg, hvor enkelte For­dybninger i Fjeldet gave Hestene, som klogeligen gik i Zikzak, et usikkert Fod­fæste. Jeg ventede hvert Øieblik at see dem falde; men nei, de stode. Dog skulde de vanske­ligen have staaet, hvis Regnen hadde glasseret disse Bjerge. Man viste ogsaa her, til min Forfærdelse, et Sted, som kaldes Præstekone-Spranget, hvor en stakkels Præste­kone skal engang være styrtet udover med Hest og Alt, og omkommen i Elven.

Vi kom endelig op paa det høieste af  Aasen; og herfra tog Myklemyren sig herlig ud. Den ligger nede i Dalen, som den skjøn­neste engelske Park, igjen­nem hvis Sletter og Smaa­skove Elven slynger sig i de mest af­vexlende Bugt­ninger, og sætter allevegne større eller mindre Grus­holmer af i sit løb.

Aasen er en halv Miil over, op og ned ad Bakke, over Fjeld­stier og Steen­trapper, som ere fryktelige formedelst det svælgende Dyb ved Siden, og mod hvilke, i Fare og Be­sværlighed at regne, Gildre­skredene i Hafsloe *) have Intet at betyde. Vi maatte af  klogskab gaae her fast den hele Vei, og kom saaledes til Alsmo, en Gaard hiinsides Aasen, efter hvilken en ny Aas, som vi atter fik at bestige, kaldes Alsmo-Aasen. Veien fandt vi her af samme Natur, som den forrige, men Steen­trapperne paa Skræ­ningen af Fjeldet ud imod Afgrunden vare lagte med saa megen Orden og Om­hyggelighed, at Veien blev heel sikker, ja næsten magelig at gaae, i hvorvel jeg ikke under alt dette vilde betroe mig til nogen Hest paa den, thi et Fald eller en Snublen kunde let føre til den visse Død. Dette Anlæg, skylder den dristige og forstandige Bonde, Hans Leermo, sin Tilværelse, og er priist over hele Bygden af Enhver, der kjendte den gamle Veis utrolige Be­sværlig­hed. Visstnok maa man ogsaa, i Sammen­ligning med den øvrige Passage i disse Egne, rose det, ligesom man maa studse ved Tanken om hvad Kjæmpe­kræfter der have hørt til at frembringe af deres Leie og at ned­lægge paa Stien disse uhyre Steen­trin. Naar man er kommen Aasen nedover, seer man en Glætscher-Elv pludselig styrte frem i fossende Fart, og atter skjule sig bag et Fjeld i Baggrunden. Den kaldes Leerdals-Elven, af Gaarden Leermo, som ligger tæt herved, og hvis usædvanlig gode og oeco­nomisk rigtige Behandling giver strax, saasnart man har betraadt dens Ene­merker, et høit og behageligt Begreb om dens for­standige Eier. Det var Hans Leermo. I hans Huus vilde vi hvile os; og han ventede os endog med gjæstfri og uforstilt Længsel. Vi kom ind i en stor og lys og reenlig Stue, men traf den brave Hans liggende der paa Syge­leiet. Saa havde han ligget siden forrige Vinter. Sin helbred havde han mistet ved sine Vandringer over Bræerne, dem han havde gjentaget 21 Gange i sit Liv; thi han havde, blandt flere Eien­domme, endeel i Søndmør, som han fra Tid til anden saae til. Paa disse Vandringer var han formodentlig bleven forkjølet over Maven, hvilket saa let er en Følge af de korte Veste, som Bønderne her bruge, der under Gangen glide op, og efterlade lige ned til Beenklæderne en Aabning, som Bræernes skjærende Luft­strøm og Kulde gjennem­trenger. Denne Bonde har læst meget. Det var en Lyst at høre Resultaterne af hans sunde Dømme­kraft og hans mange Erfaringer. Under 27 Aars Ægteskab med sin første Kone havde han avlet 20 Børn, og med den sidste, nu levende, eet Barn, en deilig liden Dreng paa 6 Aar, som deels stod ved hans Seng, med Ømhed og Kjærlighed iØiet, deels lagde sig i Sengen hos ham, og som han holdt saa inderlig meget af. Af de ældre Børn havde han blot 7 i Live, men alle gifte. “Ingen af mine Døttre er bleven 20 Aar gammel, førend hun allerede var gift,” sagde Hans med et Slags glad Stolthed.

Jeg talte ret længe, og ret meget gjerne med denne Mand, men jeg var saa usigelig træt af Reisen, og saa gjennem­vaad af Sveed, at jeg ængstedes endog for under dette atter at blive kold. Jeg satte mig derfor paa et trækfrit Sted ved Bordet, med Haanden under Kind, og fik mig nogle Minuters Blund, hvorefter jeg følte mig styrket. Vor gode Vertinde bar imidlertid kostelige Retter frem paa Bordet; men mig hadde Udmattelsen betaget al Madlyst, og jeg drak i det Sted et Bæger Viin, som jeg lod Hans dele med mig, og som han tog gjerne imod. Efter et Par Timers Ophold forlode vi Leermo, og det ahnede mig, da jeg gav Hans det sidste Haandtryk, at jeg snart vilde faae at høre om hans Død. Dette blev og Tilfældet denne Vinter. Multis flebilis occidit. Fred og Hæder over hans Minde! —

Ligeover for Leermo, paa hiin Side Elven, ligger et høit og herligt Fjeld, med flad Ryg, som fulgte os paa venstre Haand, skjøndt i forskjellige Bøininger, lige ned til Søen. Man kaldte det Havaasbruni. Fra dette Fjeld nedstyrter i en Høide af henved 2000 Fod, om mine Reisefæller ellers have Ret, den høieste Foss, og den brillanteste i sine Former, som jeg i mit Liv har seet. Den heder Ryefossen. Efterat have glædet mig i lang Frastand over dens herlige Fald, steeg jeg, da jeg kom den nær, af Hesten, gik igjennem Skoven hen mod Elvebredden, for at trænge saa dybt som mulig ind i dens Skjønhed. Nu stod jeg lige over for den. Hvilket Syn! Den vælder ud over Fjeldets høieste Tinde, som fra Skyerne af styrter sig fra Høiden ned, i flere Afsatser, skjøndt uden synderlig riig Vandmassa, og grener sig, og samler sig atter over en bred Klippe, hvor den falder som et vidt udbredt Lagen, og deler sig saa omsider i mange smaa Sølvstiber, der glide ned i Elven. Det er en Pragtfos. Var dens Vandmassa stor nok til at danne en eneste Colonne, der kunde skyde sig ud over Afsatserne, og saaledes naae Elven i et eneste Fald, saa vilde den være en af de mærkeligste paa Jorden, skjøndt det Store i Billedet da maaske opslugte dens nærværende maleriske Ynde.

Intet kan lignes med Fjeldenes Skjønhed her i Goupne, et Annexsogn under Lyster, hvad enten man seer hen til deres Høide, eller deres Former, eller deres Vegitasjons-Righed, eller deres Colorit, eller deres imposante steile Vægge. Det stolteste, jeg i sidste Henseende har nogentid seet, er den store lange høie lodrette Fjeldvæg, som man har paa venstre Side, i en Strækning af ¼ Miil, nærved Røneid. Ørnen selv finder ikke en Udkant til at bygge sit Rede paa, uden der hvor Forvitringen har løsrevet de enkelte colossale Granitblokke, der nu ligge ved Fjeldets Fod.

Fra Leermo til Røneid er 1 Miil, som man, i hvor bratte og frygtelige Bakkerne end monne være, dog reiser med mindre Fare og Ængstlig­hed, fordi Veien er mindre steen­haard, og Præcipicerne ere færre. Imidlertid troer jeg dette, at den, som har reist til Justedalen, det være sig over Stor­hougen eller gjennem Goupne, skyer ikke lettelig nogen anden Reise i Bergens Stift, for Be­sværlig­hedens eller Farenes Skyld.

Vi kom Kl. 6½ til Røneid, hvor de allerede i 6 timer hadde ventet os med Baaden. Træt var jeg, men efterat have faaet skiftet Linned og Klæder, og drukket en Kop varmt Theevand, følte jeg mig særdeles styrket og vel.

Der er fra Gjæstgiveriet i Røneid et stykke over en Slette ned til Stranden, det reed vi, indtil vi naaede Baaden, som laa bag et bjerg, længere hen imod Marifjæren. Her paa Strandbredden fant jeg, under Fjeldets Fod, en mægtig Blok, der udmærkede sig ved sin røde Farve. Jeg tog den nøiere i Øiesyn, og fandt den nyreformig, isprængt med Glimmer og Svovelkiis, og der laae Lameller neden om den af Graphit, af hvilke jeg har foreviist Prof. Esmark, under hans senere Ophold i Bergen, en prøve. Flere stene af samme Slags laae ved Siden af den, skjøndt ikke saa mægtige som denne, af hvad jeg troer den indeholdt, nemlig — Jernmalm i riig Mængde. Mærkeligt er det, at lige over for, i Engdalen, Sønden for Goupne Kirke, ere der endnu Spor af Smelteovn og Jernverk, hvortil Myrmalm skal have været ført i fordums Tid. Men Engdalen har ikke været beboet siden den sorte Død, og er det af pur Fordom endnu ikke, uagtet det skal være en herlig Engstrækning, hvor gode Landbrug kunde etableres, istedenfor at den nu blot bruges til Sætergang. Ogsaa for den Sags Skyld var det Skade, at Hans Leermo døde; thi hans Agt var det, saasnart Udskiftning hadde fundet Sted, at foregaae i denne Henseende med godt Exempel, og at bygge og boe i Engdalen. Da hadde alle Lodseiere sikkert gaaet efter.

Kl. henimod 11 om Aftenen kom vi tilbage til Dale Prestegaard, og — endt var Justedals-Reisen.



Budstikken.
Et Ugeblad af statistisk-oekonomisk og historisk Indhold.





© www.leirdalsboki.no

  Valid XHTML 1.0 Transitional